Slagelse Kommunes historie i tekst og billeder
   
Slagelse Forenede Håndboldklubber

Slagelse FH, stiftet 17. februar 1997, er en sammenlægning af Marievang Idrætsforening og Slagelse Håndbold Klub. De to klubber opstod i 1966, da man sammenlagde AIG og HB 44 til Slagelse HK. Marievang IF opstod så, hvor HB 44 tidligere havde haft hjemme. 

Marievang IF var især kendt for sit gode ungdomsarbejde. Klubben var ofte repræsenteret i Østdivisionerne, og et par gange var klubbens hold repræsenteret ved DM. MIF’s bedste herrehold nåede danmarksserien - uden at bide sig fast. Damerne rykkede op i 3. division, men så gik holdet blandt andet på grund af graviditeter i opløsning. Slagelse HK vandt DM-guld for dame juniorer i 1984, sølv i samme årgang i 1986, sølv for dame ynglinge i 1984 og sølv for piger i 1982. Klubbens damehold har præget divisionerne i en årrække med to besøg i landets bedste række, hhv. i 1988-1989 og 1990-1991. Begge gange rykkede holdet ud efter en enkelt sæson. Herrerne lå i mange år i 3. division syd.  

På kvindesiden indgik Slagelse FH aftale med Anja Andersen 10. februar 2000. Anja tiltrådte som træner og sportschef i maj 2000. Målsætningen var at skabe verdens bedste håndboldhold på tre år. Det kom dog til at tage fire år.
I foråret 2001 rykkede holdet op i Håndboldligaen, og i første sæson blev Slagelse nr. 5. Senere er det blevet til guld både i den hjemlige liga og internationalt. 

26. marts 2001 modtog Slagelse FH's formand Bjarne Stenbæk "Årets Lederpris i Slagelse Kommune". Bjarne Stenbæk har siddet i bestyrelsen for den daværende Slagelse HK fra 1974, og han blev formand i 1986. Han fortsatte på formandsposten, da Slagelse HK og Marievang IF blev slået sammen til Slagelse FH i februar 1997. Han har gennem årene beklædt en række tillidsposter i klubben, hvor han også i 15 år var aktiv spiller.

3. september 2003 blev Anja Andersen udnævnt til årets Jesper.

22. marts 2004 fik Slagelse FH's ligadamer Slagelse Kommunes pris for at have ydet den bedste sportspræstation i 2003. Netop 2003 blev sæsonen, hvor SFH sikrede sig ”the treble” - pokaltitel, det danske mesterskab og EHF-Cup'en.

Kilde: Klubbens hjemmeside