Slagelse Kommunes historie i tekst og billeder
   
Kapel, H.C. (1859-1934) kantor, komponist

Hans Carl Henrik Kapel blev født den 22. august 1859 i Starreklinte i Odsherred, men flyttede kort efter til Tveje Merløse, hvor faderen var lærer.
En læreplads som bogbinder fik en dramatisk afslutning, og en stilling som kontorist på borgmesterkontoret i Holbæk kom kun til at strække sig over et halvt års tid, hvorefter Kapel begyndte som kontorist på Store Frederikslunds godskontor ved Slagelse, hvor hans onkel Viggo Kühl var godsforvalter. Denne onkel tilbød kort tid efter at betale Kapels videre uddannelse, enten som advokat eller som musiker. Heldigvis for musiklivet i Slagelse valgte Kapel musikuddannelsen, så i 1876 flyttede han til København, hvor han modtog privatundervisning på violin og klaver, efterfulgt af tre års studier ved Det kongelige danske Musikkonservatorium fra 1878 til 1880. Mens Kapel gik på musikkonservatoriet komponerede han sit første opus: en stryge-kvartet i F-dur, hvortil noderne desværre tilsyneladende er forsvundet. I 1880 blev han ansat som violinist ved det daværende "Morskabsteater" (det nuværende Betty Nansenteater), hvor han virkede i én sæson, hvorefter han kom til Tivoliorkestret som førsteviolinist.

Den 1. januar 1884 tiltrådte Kapel stillingen som dirigent for Slagelse Musik- og Sangforening, - en stilling, som han skulle komme til at bestride i mere end 35 år. Samtidig blev han ansat som sanglærer ved Slagelse Realskole og den daværende Frk. Bournonvilles Pigeskole.

Kapel var ikke alene en dygtig musiker, dirigent og komponist, men også en særdeles initiativrig mand, fyldt med en masse gode nye idéer. Han tog initiativ til at stifte "Den nye (Musik-) Forening", hvor han selv optrådte både som solist og dirigent ved foreningens abonnementskoncerter. Disse koncerter, som udelukkende bød på klassisk musik, skulle meget hurtigt vise sig at blive endog meget populære hos det slagelseanske musikpublikum.

Hvorvidt det nu udelukkende var for også at nå ud til et bredere publikum eller om det i lige så høj grad var ønsket om at få afprøvet sine egne kompositioner på et koncertpublikum, kan der kun gisnes om, men i januar 1890 tog Kapel et dristigt initiativ ved, for egen regning, at arrangere en offentlig koncert "ved hvilken Programmet udelukkende vil komme til at bestaa af egne Kompositioner for Soli, Kor og Orkester".

Selvom koncerten ganske vist kun blev en begrænset succes, hvilket i nogen grad kan tilskrives en "stærkt indisponeret" sangsolist, fratog det ikke Kapel lysten til at arrangere flere folkelige koncerter.

H.C. Kapel blev ansat som organist ved Sankt Peders Kirke. Han komponerede en lang række værker, som kan ses i Gross-fortegnelsen.
KJELD GROSS

 

 

 
Se hjemmeside om H.C. Kapel med værkfortegnelse