Slagelse Kommunes historie i tekst og billeder
Landsgrav planteskole og havebrugsskole, ca. 1900
Bagerst f.v. Hans Knudsen, Hanne Knudsen, Maren Eriksen. De to drenge er Gunnar og Ejnar Knudsen
   
Knudsen, Hanne - forfatter og lærinde

Født: 17. juni 1861 i Grundsømagle

Død: 10. november 1943 i Slagelse

Hanne Knudsen (døbt Johanne) giftede sig som blot 21-årig med den noget ældre Hans Knudsen, som drev en privat havebrugsskole i Landsgrav. Han var den første friskolelærer i Landsgrav, men efterlod i 1885 friskolen til andre. hans store interesse var at vise, hvad en lille plet jord kunne yde i økonomisk henseende.

Hanne Knudsen var en tid elev på Vilvorde Havebrugsskole, i Alfred Jørgensens gæringsfysiologiske laboratorium i København og den kongelige gartneranstalt ved Rhinen.

I hjemmet i Landsgrav blev hendes køkken til et laboratorium med reagensglas, for hun forstod, at det var mikroorganismer, skimmel og gærsvampe, der skulle bekæmpes for at få et godt resultat.

Hans og Hanne Knudsen gik op i at forbedre forholdene for småhusmændene og landarbejderne, bl.a. ved at undervise på den skolevirksomhed, de fik bygget op. Han underviste i dyrkning og forædling, hun i metoder til opbevaring af frugt og grønt. Hendes store interesse blev at fremme dyrkningen i private haver af grønsager og krydderurter, deres anvendelse og opbevaring.

Som 38-årig begyndte hun at udgive bøger. 1899 udkom "Pomona", som blev meget populær blandt landhusmødre. Senere kom "Brugen af Havesager i Hjemmene", "Frugtretter", "Krydderplanter", "Syltning uden Sukker" og "Vinterforråd af Grønsager". Hendes bøger kom i mange oplag og flere af dem blev oversat til svensk.

Hanne Knudsen blev valgt til at skrive om nogle af alle disse emner til "Nordisk illustreret Havebrugsleksikon".

Gitte Strange Hansen, november 2018