Slagelse Kommunes historie i tekst og billeder
Fra åbningsdagen af De gamles Hjem fredag 27. september 1907
   
De gamles Hjem, 1907-

Slagelse Byråd begyndte i 1904 forhandlingerne om at opføre et alderdomshjem for de trængende borgere, som var berettiget til alderdomsunderstøttelse og som skønnedes at kunne forsørges i hjemmet.

Byrådet opgjorde behovet til at være omkring 50 personer. Efter byrådsvalget i 1906 blev cigarmager Arnold Viggo Westergaard formand for Alderdomsunderstøttelsesudvalget og Fattigudvalget. I disse to udvalg sad endvidere lærer N. Nielsen, detailhandler L.P.Jensen og redaktør H.P.Hansen samt endelig købmand Fr. Lauritzen.

Det blev besluttet at lade den lokale arkitekt Knud Larsen udarbejde tegningerne til hjemmet. Efter en studietur til Nakskov og Nykøbing Falster havde Knud Larsen et færdigt forslag klar til de to udvalg. Samtidig udpegede udvalgene den gamle markedsplads på Sorøvej mellem Teknisk Skole og Garvergården som stedet, hvor hjemmet skulle ligge. Byrådet besluttede, at hjemmet kun skulle rumme plads til 25 personer. Lokale håndværkere med murermester Ehlers i spidsen stod for selve byggeriet.

Inden byggeriet var færdig, havde byrådet travlt med at få de nødvendige instrukser og reglementer for hjemmets beboere, økonomaen og bespisningen klar.

Hjemmets første økonoma blev Maren Jensine Madsen. Hun stammede fra Kirke Stillinge og var ved sin ansættelse husbestyrerinde hos hotelbestyrer Jeppe Jeppesen, Hotel du Nord, Sankt Mikkelsgade. Maren Jensine Madsen var økonoma helt frem til 1933. Fattiginspektør J.V.Madsen blev fra hjemmets start tilknyttet som tilsynsførende.

Fredag den 27. september 1907 blev hjemmet indviet. Kort forinden var det blevet besluttet, at hjemmet i fremtiden skulle hedde ”De gamles Hjem”.

Der blev arrangeret åbent hus dagen efter indvielsen, så byens borgere kunne tage den nye, smukke bygning i øjesyn. Derefter flyttede beboerne ind. To ægtepar, syv enkemænd og tretten enker.

Byggeriet havde kostet 42253,15 kroner.

I juni 1910 aflagde kong Frederik VIII besøg på De gamles Hjem i forbindelse med indvielsen af rytterstatuen på Schweitzer Plads.

I 1929 blev der tilføjet en fløj, hvilket forøgede kapaciteten til 40 enkeltværelser og 6 dobbeltværelser.

I 1952 kom endnu en fløj til. Dermed blev der skabt plads til 81 personer.

De gamles Hjem er i dag en del af plejecenter Smedegade.

 

Knud Bruun Rasmussen

marts 2018

 

Litteratur
Knud Bruun Rasmussen: "De gamles Hjem i Slagelse" i: Årbog for Historisk Forening for Midt- og Sydvestsjælland 2017.

 
De gamles Hjem med den nye fløj fra 1929
De gamles Hjem i Slagelse. Luftfoto fra Det Kongelige Biblioteks samling ' Danmark set fra luften'.