Slagelse Kommunes historie i tekst og billeder

Ottestrup Forskole. Luftfoto af forskolen øverst til højre i billedet 1949.

Foto: Det Kongelige Bibliotek

   

Ottestrup Forskole (1910 – 1956)

Engvangen

Forskolen i Ottestrup blev opført som en aflastning af den eksisterende skole, som sognet havde opført ved hovedvejen (Vedbysønder Skole).

Lærerstaben

I folketællingen for Ottestrup Sogn fra 1880 var noteret en lærerinde ved navn Augusta Hansine Margrethe Schlør, boende hos mølleforpagter Gregersen. Hun var født i Præstø i 1849.

Der har formentlig været tale om en pogeskole, der normalt blev afholdt i en enkelt stue for de mindste børn fra sognet. Møllen lå i øvrigt tæt ved Vedbysønder Skole.

 

I 1886 kom en ny lærerinde til sognet. Det var Pouline Christine Sørensen Bergo. Hun kom fra Skannerup Sogn ved Århus, hvor hun var født i 1852. Pogeskolen var nu flyttet til boelsmand Johannes Lystrup på matrikel 7a og 8a. Hun fortsatte som pogeskolelærerinde og senere forskolelærerinde, da Ottestrup Forskole blev bygget i 1906 på matrikel 4. Frøken Bergo gik af i 1922.

 

Hendes afløser hed Astrid Karen Sørensen. Hun var født i København i 1895, dimitteret fra Københavns Forskoleseminarium i 1916. Hun virkede som lærerinde på Ottestrup Forskole fra ansættelsen ved Forskolen i 1922 og indtil sommeren 1945. Hun blev gift med tømrermester Henrik Arnold Martinus Jensen fra Sankt Peders Landsogn i februar 1945. Ved vielsen var forloveren konstruktør Asbjørn Andreasen, Næsbyskov. Han var gift med forskolelærerinden i Næsbyskov.

 

Den sidste forskolelærerinde blev Laura Kirstine Aagaard, født Christensen. Hun var født 1901. Hun underviste på forskolen fra 1.juli 1945, indtil den blev nedlagt i januar 1956. Hendes mand var mejerikonsulent.Laura Aagaard blev ansat på den nyopførte Sorterup-Ottestrup Centralskole, hvor hun virkede som småbørnslærerinde i en del år.

 

 

Knud B. Rasmussen, november 2017, red. juni 2018