Slagelse Kommunes historie i tekst og billeder
Foto: Hans Burchardt
   
Dahlsvej - Korsør

I 1860’erne opførtes der en dæmning, hvis forløb er den nuværende Teilmanns Allé, og man gravede en afvandingskanal, hvor i dag Dahlsvej ligger. Den blev senere opfyldt, og en smal sti eller vej etableredes. Det første byggeri på det inddæmmede areal var Korsør Gasværk (opført i 1864), der lå, hvor i dag - 2016 - Slagelse kommunes borgerservice har til huse.

I slutningen af 1890’erne blev Dahlsvej anlagt i den udstrækning, vi kender i dag og fik sit navn i 1898. Snart derpå kom der gang i sagerne. Helms Skole blev bygget i 1902, Korsør Håndværker- & Industriforenings alderdomsbolig ”Augusta” kom til i 1907 og resten af vejens huse umiddelbart derefter.

Og således så det ud i mange år, men i 1968 stoppede gasproduktionen, og værket blev efterhånden nedlagt. Efter grundig rensning af grunden kunne Korsør kommune i 1981 indvie et administrationscenter, hvor gasværket havde ligget.

Vejen er i øvrigt opkaldt efter Wilhelm Frederik Dahl – se denne.

KARIN VEDEL

2016

 

Litteratur: Karin Vedel (2010): Personerne bag vej- og gadenavne i Korsør Syd.