Slagelse Kommunes historie i tekst og billeder
   
Tausen, Hans (1494-1561) biskop

Hans Tausen blev født i Birkende på Fyn. Efter endt skolegang blev han optaget i Johanitterordenen som munk på Antvorskov Kloster. Her viste han gode evner og blev som 22-årig sendt på studierejse til Tyskland. I 1520 blev han præsteviet i Rostock.

I 1523 blev han indskrevet på universitetet i Wittenberg, hvor han studerede under Martin Luther.

Hans Tausen vendte 2 år senere tilbage til Antvorskov, hvor han prædikede den nye kristne lære: lutheranisme. I et forsøg på at få ham bragt tilbage til den katolske lære, blev han sendt til klostret i Viborg. Forsøget slog fejl, og Hans Tausen samlede med tiden en kreds af lutheranere omkring sig. Herefter blev han udstødt af Johanitterordenen.

Han forsatte dog sit virke som lutheransk præst og prædikede for sin menighed.

I forbindelse med reformationen blev Hans Tausen kaldt til København, hvor han prædikede for kong Frederik 1.

I 1541 blev han biskop i Ribe, hvor han virkede frem til sin død i 1561.

En del af hans hjem findes fortsat ved Ribe Domkirke.

 

I 1891 rejstes en mindesten for Hans Tausen foran Gammel Antvorskov.

 

ANDERS OLSEN