Slagelse Kommunes historie i tekst og billeder
Rude Andelsmejeri ca. 1915
   
Rude Andelsmejeri

Rude Andelsmejeri også kaldet ”missionsmejeriet” blev oprettet i 1901 og kørte frem til 1957.
I juli måned år 1900 samledes en del mænd fra Holsteinborg og Venslev sogne, også interesserede fra Bøgelunde og Nyrup var mødt op. Der blev forhandlet om oprettelsen af et andelsmejeri. Mejeriet blev oprettet med det formål, ikke at opnå en større penge indtægt, men derimod, at der ikke måtte behandles mejerivarer om søndagen, for på den måde at adlyde Guds bud om, at holde hviledagen hellig. Mejeriet skulle bygges i Rude. Mødet afholdtes hos missionær Ulrik Henriksen Rude. Der blev nedsat et forretningsudvalg med Andreas Nielsen Venslev som formand.
11. oktober 1900 afholdtes et møde hos Ulrik Henriksen Rude, hvor der blev indtegnet 20 andelshavere med tilsammen 174 malkekøer.
29. november 1900 afholdtes møde på ”Mindeslyst”. Der skulle vedtages love og vælges en bestyrelse. Mødet begyndte med en bøn.
Til formand valgtes Anders Hansen Bøgelunde. Der blev også indtegnet flere leverandører, så der nu var 31 andelshavere med tilsammen 200 malkekøer.
Nu kunne der så startes et mejeri. Holsteinborg Grevskab stillede et jordareal til rådighed for mejeriet. Jorden blev taget fra en af grevskabets fæstegårde, som fæster Rasmus Pedersen havde. Grevskabet leverede også en del byggemateriale til mejeriet. Selve byggeriet blev overladt til tømrer- og snedkermester Rasmussen Karrebækstorp.
C. A. Brostrøm Kalundborg leverede maskiner til mejeriet til en pris af 9.526,00 kr. Mejerist N.P. Sørensen blev tilbudt pladsen som mejeribestyrer. Første års løn var 1.200,00 kr. samt mælk og fløde til eget forbrug.
I 1908 startede mejeriet en osteproduktion. Det var et privat foretagende mellem mejeribestyreren og interesserede andelshavere, som leverede deres mælk til denne produktion. Samtidig blev mejeriet udvidet. Ved et bestyrelsesmøde den 4. juli 1910 blev der bevilliget 15,00 kr. årligt i to år til den dannede forening for osteeksport.
På et bestyrelsesmøde i 1910, enedes man om at sige nej til en henvendelse om at hjælpe de ved Albertikatastrofen skadelidte mejerier. På samme møde besluttede man at levere fløde til Tyskland gennem Hr. Baum, når man kunne fritages for at levere fløde om søndagen.
I 1914 blev der indlagt el fra det nye værk i Bøgelunde.
Mejeribestyreren bliver opsagt på grund af uoverensstemmelser om dele af mejeridriften. Der blev forhandlet om at forpagte mejeriet ud til en, som ville drive det for egen regning. Det blev dog ikke til noget. Man fik derefter ansat en ny mejeribestyrer. Til stillingen blev antaget Mads Bruun Nielsen Skodborg. For Bruun blev det til en livsstilling, idet han fungerede som mejeribestyrer på Rude mejeri, indtil sin død 24-12-1951, 66 år gammel.
Efter Bruun blev Aksel Svare ansat som mejeribestyrer. Svare kom fra en stilling hos Lego. Svare blev så den sidste bestyr på Rude mejeri, som blev nedlagt i 1957.
Også på Rude Mejeri blev der uddannet flere mejerister. På billedet er det mejerielev Juul Andersen. Måske har det været en god lærerplads. Det fortælles, at der på Rude Mejeri blev produceret en meget god og smagfuld ost.
Efter mejeriet blev nedlagt, blev det solgt til Helge Michelsen, der startede en mindre møbelfabrik. Fabrikken er siden solgt til den nuværende ejer Jørgen P. Breusch, der fortsatte møbelproduktionen.
 

Formænd: 
Andreas Nielsen Venslev opstart
Anders Hansen Bøgelunde 1901-1912
Villum Madsen Venslev 1912-1934
P. Sejersbøl 1934-1938
Emil Jørgensen 1938- 1942
Herman Andersen 1942-1957

Mejeribestyrere:
N.P. Sørensen 1901-1908
R. Sønderskov 1908-1914
Mads Bruun Nielsen 1914-1951
Aksel Svare 1952- 1957
 

AAGE PILEGAARD JUSTESEN

 
Mejeribestyrer Bruun og frue samt mejerielev Juul Andersen ca. 1915

Rude Andelsmejeri 
Foto: Erik Nielsen 1993