Slagelse Kommunes historie i tekst og billeder

Sorterup Præstegård
Fra venstre hesten Hans, skimmelen, som blev flyttet med fra Helnæs, pastor Fr.C.L. Harboe, Stine Storm og fru Caroline Harboe

   
Harboe, Frederik Carl Ludvig (1850-1919) sognepræst

Frederik Carl Ludvig Harboe blev født i Fjaltring den 9. januar 1850 som den første i en børneflok på syv. Hans forældre var Frederik Carl Christian Harboe og Marie Kirstine Krarup. Han blev student fra Viborg og derefter cand. theol. i 1875. Han blev dernæst ansat som huslærer på godset Glorup i Ørbæk syd for Nyborg, hvor godsforvalteren var kammerråd Jens Peter Møller. Harboe mødte her godsforvalterens datter, Caroline Charlotte Elisabeth Linnemann Møller, der var født den 20. februar 1858.

I 1877 blev Harboe hjælpepræst i Stenstrup, tæt ved Glorup. Året efter blev han gift med Caroline. 15. november 1880 fik de deres eneste barn, en søn, der blev døbt Frederik Carl Christian Harboe. Han fik senere tilnavnet Carlo. I maj 1883 flyttede den lille familie til Helnæs, hvor Harboe var sognepræst i de næste syv år.

I november 1890 afløste Harboe sognepræsten i Sorterup-Ottestrup, Frederik Rubek Christian von Bülow.
Fra Helnæs medbragte Harboe sin hest Hans og tjenestepigen Stine Jørgensen Storm.

 
I de følgende år blev præstegården i Sorterup rammen om et rigt familieliv. Både pastor Harboe og hans hustru Caroline var ud af store familier, der ofte fandt vej til Sorterup. Den idylliske have med den lille sø dannede rammen om familiehyggen, der ofte indbefattede kroketspil, cykelture, ridning og roture i båden, som Harboe havde købt af sin forgænger von Bülow. Skovene omkring Store Frederikslund var et yndet udflugtsmål for Harboe og familiegæsterne.

Pastor Harboe kørte i egen hestevogn på besøg i sognene og til gudstjeneste i Ottestrup. Hesten Hans blev afløst af Faxe, der yndede et gnubbetræ midt på gårdspladsen i præstegården.

Harboe forlod Sorterup Præstegård i efteråret 1913. Han fik kun seks år som emeritus, idet han døde den 6. februar 1919. Caroline Harboe døde i 1935.
Sønnen Frederik Carl Christian Harboe blev gift med sin kusine Tekla Marie Laub Hansen, der var lærerinde. Hun døde i 1957. Frederik blev civilingeniør, ansat på B&W. Han døde i 1969.
KNUD BRUUN RASMUSSEN


 

 
Frederik Harboe ca. 1910