Slagelse Kommunes historie i tekst og billeder
   
Glænø, krybskytteri

Omkring 1901 var krybskytteriet så udbredt på Holsteinborg gods, at lensgreven var ved at opgive sin drøm om en stor vildtbestand. Men en ny overjæger effektiviserede jagten på krybskytterne med tomandspatruljer, forsynet med lygter, hunde, gummiknipler, egespir og pistoler (det sidste dog kun, hvis de ønskede det!). Skovarbejder Karl Madsen fra Dæmningshuset på Glænø og hans hund blev rekrutteret til sådan en lokal patrulje. En af de rutinerede krybskytter brugte – inden han tog af sted – at cykle ud til Dæmningshuset, hvor han kradsede lidt i stalddøren med sin lommekniv. Hvis hunden så sagde noget, cyklede han hjem efter geværet og gik på jagt, men tav hunden, var det tegn på, at de var ude for at fange krybskytter.

Godset havde jagtretten overalt på Glænø, undtagen på skolelodden, hvor læreren holdt hånden over krybskytterne, som kom fra hele egnen. Blev de opdaget af en patrulje, var de i sikkerhed, hvis blot de nåede frem til skolen. Læreren gik ikke selv af vejen for lidt ulovlig jagt sammen med sin ven skrædderen.

Nogle af krybskytterne havde en aftale med en mand i Bisserup, som kørte fragt til Næstved. De anbragte det skudte vildt på hans vogn, og når han kom fra Næstved, lagde han deres penge på vognen. Der kunne krybskytterne så hente dem. Hvis manden ikke var hjemme, når de kom med vildtet, blev det gemt i missionsfolkenes hyttefade og både, for når jagtvæsenet fra Holsteinborg kom på havnen, kiggede de ikke i ”de helliges” grej.

Det var alle slags mennesker, der drev krybskytteri. Nogle havde brug for at supplere den sparsomme hverdagskost, men selv velhavende gårdmandsfolk kunne køre ud i hestevogne om natten for at skyde råvildt ved roekuler.


Efter 1. verdenskrig steg krybskytteriet, givetvis på grund af den forringede ernæringssituation og de øgede priser på fødevarer. En daglejer fortalte mange år senere, at han kunne tjene lige så meget dengang på at sælge en fasan som på at skovle møg for bønderne en hel dag.

De, der blev fanget, kom for retten i Rude, hvor også arresten befandt sig. Arrestbetjenten var en forstående mand. En husmand fra Bøgelunde var blevet dømt for ulovlig fasanjagt på Hvisholmen og skulle sidde inde, men han fik lov til at gå hjem hver aften mod at stille igen inden daggry. Så døde familien da ikke af sult, som en efterkommer siger.

Den ny jagtlov i 1922 med kortere jagttid, forbud mod nattejagt og skærpede straffe fik efterhånden krybskytteriet til at gå ned, i hvert fald den mere amatørmæssige del, som var den, der blev praktiseret på Glænø.

SIDSEL JACOBSEN

 

Kilder: Otto Bang: ”Krybskyttehistorier ovre på Glænø” og andre artikler i Jagtbladet.

Verner Christensen: ”Krybskyttehistorier” (utrykt).