Slagelse Kommunes historie i tekst og billeder
   
Gårde og huse i Skælskør

Skælskør antog i 1700-tallet nærmest karakter af én lang hovedgade, og antallet af ejendomme lå nogenlunde konstant på omkring 100. Byen var helt igennem præget af bindingsværksbygninger i én etage med langhus mod gaden. I enkelte købmands- og embedsmandsgårde var der dog bygninger i to etager.
I modsætning til mange andre provinskøbstæder dominerede de teglhængte tage bybilledet gennem hele 1700-tallet. Så godt som intet stråtag vendte ud mod gaden, hvorimod mange forhuse var stråtækt ind mod gårdspladsen.

Allerede i 1736 var halvdelen af al bagbebyggelse teglhængt; i 1801 var andelen vokset til 70%. I 1736 var det også ganske almindeligt, at forhuset havde murede tavl på forsiden og var klinet bagtil. Ved udgangen af århundredet havde derimod næsten alle forhuse murede tavl på begge sider. En tilsvarende udvikling ses for bagbebyggelsen, idet kun 14% af baghusfagene var murede i 1736 mod 70% i 1801.

De fleste ejendomme var beskedne huse på 2-10 fag med ingen eller ganske ringe bagbebyggelse. Et par håndværkergårde, bl.a. farverens, havde 20-30 fag bagbebyggelse, og det samme nåede 4 værthusgårde op på i løbet af 1780'erne og 1790'erne efter diverse sammenlægninger og tilbygninger. Væsentlig mere imponerende var de store købmandsgårde. Den ubestridte rekord satte Christen Bay, der i 1790'erne rådede over 3 nabogrunde med ialt 51 fag forhus og 113 fag bebyggelse.

Højere embedsmænd, rentiers og pensionister boede også tit i store ejendomme. Det hænger sammen med, at de gerne overtog tidligere købmandsgårde, ligesom flere købmænd opkøbte tidligere embedsmandsboliger. Der er dog også flere tilfælde af, at en mindre købmandsgård senere kom i håndværkereje, men ellers var det det sjældent, at en ejendom på markant måde skiftede socialt klientel, og det er der ikke noget overraskende i. Dels havde mange gårde og huse et fast inventar (ovn, smedie eller lignende), som gjorde det nødvendigt eller i alt fald hensigtsmæssigt, at den nye beboer havde samme beskæftigelse som forgængeren. Dels var det almindeligt, at en ejendom gik i arv til næste generation, og sønnen/svigersønnen var ofte udlært i samme næring som faderen/svigerfaderen.

De offentlige bygninger var yderst fåtallige. Udover kirken var der gennem det meste af perioden et rådhus – der tillige fungerede som arrest, tingstue og sprøjtehus – samt skole, to fattighuse og et par konsumtionsboder. Mellem 1682 og 1736 havde Skælskør endog været uden rådhus. Friis Edvardsen, der var præst i Skælskør i 1700-tallet, fortæller, at byen i 1600-tallet havde haft et imponerende rådhus ved nordsiden af torvet. Bygningen var 19 fag lang og to etager høj, og salen skulle kunne have rummet flere hundrede mennesker. Efter Karl Gustav krigene (1657-60), der gik meget hårdt ud over Skælskør, var bygningen imidlertid så brøstfældig, at en reparation ville have kostet 300 rdl., og da man ikke havde råd til dette i de forarmede efterkrigsår, lod man huset forfalde, indtil det endelig blev nedbrudt i 1682. Det nye rådhus, der blev opført i 1736, lignede med sine 9 fag bindingsværk i et stokværk et ganske almindeligt borgerhus og må som sådan siges at have passet godt til den lille provinsielle by. Bygningens eneste pryd var en kvist, men det var der også flere andre ejendomme, der havde.

Også skolemesterens bolig, der skulle have ligget lige øst for kirken, blev nedbrudt sidst i 1600-tallet. Derimod overlevede den gamle latinskolebygning fra omkring 1500, men den var også byens eneste grundmurede bygning ud over kirken. Latinskoleundervisningen ophørte i 1739. Det lille kamtakkede hus blev da solgt ved offentlig auktion, og i sit testamente 1748 donerede storkøbmanden Lorens Pedersen bygningen til fattigvæsenet, idet han fremsatte ønske om, at huset måtte blive indrettet til to fattige Skælskør-boere. I den forbindelse skulle huset udstyres med to kakkelovne, to borde, to senge med sengeklæder samt to bænke.

JØRGEN MIKKELSEN