Slagelse Kommunes historie i tekst og billeder

Fællesskolen i Halleslev under opførelse i foråret 1956. Lederboligen er ved at blive bygget. Endnu ingen cykelskure, og lærerboligerne bag skolen er ikke påbegyndt.

Foto: Det Kongelige Bibliotek, kb.dk/danmarksetfraluften

   
Vestermose skole

Vestermose Skole ligger ved landsbyen Hallelev i den nordlige del af Slagelse Kommune tæt ved Tudeå. Skolebygningerne blev indviet 4. november 1955 under navnet Fællesskolen i Hallelev. Det var de to kommuner Gudum og Sønderup–Nordrup, der var gået sammen om at opføre skolen, der kom til at ligge centralt i det store skoledistrikt, der strakte sig fra Skætholm nord for Nordruplund Skov til Blæsinge, hvor Tudeå og Gudum Å løber sammen. Skolen afløste de små landsbyskoler i Nordruplund, Nordrup, Sønderup og Gudum.

 

Skolens indretning var baseret på gældende lovgivning, der blandt andet betød, at der var fire klasselokaler, sløjdsal, skolekøkken, bibliotek, gymnastiksal, aula og spisesal. Elevtallet på indvielsesdagen var 158. Skolens første leder blev den tidligere førstelærer fra Nordrup, Harald Larsen. Fra de øvrige landsbyskoler kom Christian Riishøj fra Sønderup, Curt Jensen fra Nordruplund og Laurits Jessen fra Gudum. Dertil kom to nyansatte lærere, Bodil Sørensen og Ellen Bang Nielsen. Til skolen blev der bygget tjenesteboliger til skolelederen, to lærere og en forskolelærerinde, samt en pedelbolig. Ejnar Petersen blev skolens første pedel. Der blev endelig anlagt en sportsplads ved skolen. Det var Frimandsgård i Hallelev, der måtte afstå jorden til skolen. Biblioteket var dels et skolebibliotek, dels et sognebibliotek, der betjente sognenes beboere. Allerede i 1957 kom der en ny skolelov, der betød, at der fremover skulle undervises i årgangsdelte klasser. Det medførte ombygning på Fællesskolen for at imødekomme de nye krav.

 

I 1966 blev der dannet en ny storkommune med navnet Vestermose af de gamle sognekommuner Kindertofte, Sorterup–Ottestrup, Gudum og Sønderup–Nordrup. Det var forløberen for den store kommunalreform i 1970, hvor Vestermose Kommune forsvandt ind i den nye Slagelse Kommune. Det betød, at Fællesskolens personale nu pludselig fik mange nye kolleger fra de to andre skoler, Ottestrup Skole og Kindertofte Skole, og der blev oprettet et fælleslærerråd. Lokalemanglen var fortsat et problem, men lige inden kommunesammenlægningen i 1970 fik Fællesskolen en tiltrængt tilbygning i form af en pavillon med to klasselokaler.

I 1971 blev der oprettet en børnehaveklasse, hvilket på det tidspunkt var ganske usædvanligt. I det hele taget betød kommunesammenlægningen et stort løft for Fællesskolen, der i 1971 skiftede navn til det mere mundrette Hallelevskolen. Der blev tilknyttet fast skolepsykolog, halvårlig skoletandpleje med en mobil tandklinik og skolesundhedsplejerske, samt skolelæge. På den administrative side kom der en skolesekretær for at holde styr på den stigende mængde af papir.

Op gennem 80’erne var der et dalende elevtal, ikke blot i Hallelevskolens distrikt, men også i Ottestrup Skoles distrikt. Det betød, at man fra kommunal side var begyndt at se nærmere på de udgiftstunge landsbyskoler i den nordøstlige ende af kommunen. I 1987 blev 7. klasserne nedlagt, og eleverne skulle derefter fortsætte på Møllegårdsskolen. Det tilfredsstillede dog ikke byrådet ret længe. Besparelserne var ikke store nok. Allerede i 1991 blev både Hallelevskolen og Ottestrup Skole nedlagt. De to skoledistrikter blev sammenlagt, og en ny skole med det neutrale navn Vestermose Skole blev oprettet i Hallelevskolens faciliteter. Det meget store skoledistrikt blev fra 1991 betjent af et bussystem med tre skolebusser. Skolens ledelse blev udvidet med en souschef i 1993, hvor Knud Bruun Rasmussen blev den første på posten i ledelsesteamet, som det fremover

blev kaldt.

Skolefritidsordningen (SFO) kom også i gang i starten af 1990’erne i lokaler på skolen. Senere blev de tidligere tjenesteboliger bag skolen ombygget til SFO med tilhørende børnehave. Børnehaven blev dog i løbet af få år udskilt og kraftigt udvidet med den i tilknytning til skolekomplekset nyopførte Vestermose Børnehave. Slagelse Kommune besluttede ved indgangen til det nye årtusind at renovere samtlige skoler. Det betød, at Vestermose Skole fik en ny børnehaveklassebygning, og hele den oprindelige hovedbygning blev renoveret samtidig med, at der blev gennemført til- og ombygninger. Vestermose Skole fremstår i dag (2006) som en topmoderne skole med alle faciliteter, herunder også udendørs undervisningslokale, samt nyplantet skoleskov.

Elevtallet ligger i 2006 på 150. Personalet er på 35 personer dækkende både skole, SFO og servicesektoren.
KNUD BRUUN RASMUSSEN